Vesterhavsklyngen

Thorsminde – Sdr. Nissum – Husby – Staby – Madum

BEDSTE ELEVRÅD?

Til april skal elevrådet på Staby Skole en tur til Hadsten. De ti medlemmer på den lille skole er nemlig blandt de fem nominerede til Årets Elevråd.

Holstebro: “Tillykke! I er blandt de fem elevråd, der er gået videre til den sidste runde i konkurrencen om at blive årets elevråd,” står der i det brev, som elevrådet på Staby Skole torsdag morgen fik udleveret af repræsentanter fra interesseorganisationen Danske Skoleelever. De nominerede elevråd er udvalgt fra skoler i hele landet.


– Det er da et kæmpe klap på skulderen – at vi rent faktisk kan sige, at vi er et af de fem bedste elevråd i landet. Det er jeg virkelig stolt af, siger elevrådsformand Valdemar Holm Jessen.
I forbindelse med nomineringen fik elevrådet en stor Marabou-plade på 1,6 kilo, som de efterfølgende diskuterede, hvordan den skulle fordeles.
– Vi har aftalt, at vi vil dele ud til alle skolens 121 elever. Så det gør vi til næste morgensamling. For det kan da godt være, at det er os, der sidder i elevrådet, men det er jo ikke kun os, der sørger for, at det her er en god skole, siger elevrådsformanden.
Præmien for at vinde titlen som Årets Elevråd er et beløb på 10.000 kroner. Og Valdemar Holm Jessen er da heller ikke i tvivl om, hvad den præmie skal bruges til, hvis den ender i Staby Skoles hænder – et net, der skal dække skolens multibane, og som er prissat til 15.000 kroner.
– Vores multibane ligger meget tæt op ad vejen, og det sker hele tiden, at der ryger bolde ud og over på den anden side af den. Nettet over banen er noget, der har været ønsket rigtigt længe, og det kunne være fedt at blive husket som det elevråd, der endelig fik det ordnet, siger elevrådsformanden, der går i 7. klasse, og som sammen med resten af elevrådet i forvejen planlægger både loppemarked og elevfest til at finansiere nettet.
Skoleleder på Staby Skole, Lene Ettrup, glæder sig over nomineringen.
– Jeg ved jo, at de er vildt engagerede, så jeg synes bare, at det er fedt, at de får den her anerkendelse af det. Det er helt fantastisk, siger hun.
Om Staby Skole har landets bedste elevråd, finder de ud af i starten af april.

 

(Artikel klippet fra Holstebro Dagblad)

Del på Facebook