Vesterhavsklyngen

Thorsminde – Sdr. Nissum – Husby – Staby – Madum

Et kystlandskab træder op

Indlæser kort...

Dato/klokkeslæt
31/08/2019
17:00 - 21:30

Lokation
Vemb kultur- og forsamlingshus


Et kystlandskab træder op

En folkelig velkomst fra fjordens folk til MEETINGS Video & Performance Festival ved Nissum Fjord.

”Et kystlandskab træder op” – en underlig titel, som bare er vendt lidt om. Kystlandskabet er Nissum Fjord, og ”træder op” er optræden. Hvorfor det? Jo, det er inspireret af MEETINGS Video & Performance Festival, som har inviteret en række kunstnere fra hele verden til at fokusere lige netop på Nissum Fjord. Meetings betyder møde – og ET4U i Nees har lagt op til at skabe møder mellem fremmede og folk ved fjorden. Derudover har de lagt op til lokale møder med deres eget MEETINGS projekt med titlen “Frikadellens flugt over Nissum Fjord”.

Kulturhusets Venner i Vemb tænkte, ”ok – møder og frikadeller – det er da noget for forsamlingshusene”, det er da her man mødes, spiser frikadeller og fortæller historier. Med instruktør og komponist Frans Winther fra Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teateret – drog vi rundt og mødte forsamlingshusene for at se og høre, hvad der rørte sig her.

Hvis vi virkelig skal åbne op for møder med MEETINGS deltagerne fra udlandet (der er ikke mindre end 30 kunstnere, som besøger Nissum Fjord), så skal vi da byde dem velkommen og vise, hvad vi står for. Frans Winther bruger det, der hedder

”byttehandel”, som går ud på at samle folk og ud fra de lokale aktiviteter danne et billede fra det sted, hvor man er, og ud fra det og i samarbejde med folk skabe en folkelig forestilling krydret med indisk dans og hollandsk stepdans under overskriften ” Et kystlandskab træder op”.

Forestillingen foregår i Vemb Kultur- og Forsamlingshus lørdag den 31. august kl. 19.00, og man skal skynde sig, hvis man skal nå at have billet.

Samtidig opfordrer vi alle fjordens folk til at komme ud til Thorsminde ved åbning af MEETINGS fredag den 30. august. Tag et rødt tørklæde på. Hvis der kommer mange fra Nissum Fjord området – med et rødt tørklæde på – så er det den måde, man deltager i velkomsten på. Det vil spille sammen med det velkomst-optrin, der kommer fra Fjordens Folkehuse. På den måde bliver de to ting hæftet sammen, når vi dagen efter byder indenfor i Vemb Kultur- og Forsamlingshus til ”Et kystlandskab træder op”.

Hen over vinteren 2019-20 arbejder vi videre med F-temaet i Fjordens Folkehuse. Det har nemlig vist sig, at konceptet med fortælling, fællessang, folkedans og frikadeller er velegnet til at samle folk og skabe fælleskaber. I kan også prøve det, der hvor I bor – det giver nogle festlige og fornøjelige timer. Det kan blive et dogme: Fortællingerne skal være fra det sted/område, arrangementet holdes, og fællessangen fra højskolesangbogen. Folkedans kan være alle former for bevægelse, gymnastik, Qi-gong, zumba, boldgymnastik eller bare leg. Hvem ved, hvad vi kan optræde med til næste år – ved Nissum Fjord Dagen 2020?

Del på Facebook