Oplev foredrag med en eventyrer og livemusik i verdensklasse
Strandingsmuseum St. George i Thorsminde er klar med en ekstraordinær oplevelse, som byder på foredrag med eventyrer og dykker Cecilia Vanman samt koncert med tre internationalt anerkendte musikere. Den eventyrlige aften foregår 13. juli kl. 17.30-19.30.
Strandingsmuseet byder inden for til en aften med spændende fortællinger fra havets dyb og levende musikalske optrædener fra talentfulde kunstnere, som også gør sig på den internationale scene.
Cecilia Vanman: Fra Stiletter til Svømmefødder
Aftenen begynder med et fascinerende foredrag af den berejste havpattedyrs-biolog, dykker og eventyrer Cecilia Vanman. Hun vil dele sine spændende oplevelser i sit foredrag “Fra Stiletter til Svømmefødder”, hvor hun tager os med på en rejse fra modeverdenens glamour til undervandsverdenens eventyr.
Hendes historier om dykning, havbevarelse og personlige udfordringer er inspirerende. Cecilia Vanman er kendt for sin evne til at formidle komplekse emner på en engagerende og forståelig måde.
En trio sammensat af verdensklassemusikere
Efter foredraget byder vi på en musikalsk rejse med en sammensat trio plukket fra den internationale musikscene. Vokalist Randi Pontoppidan, bassist Greg Cohen og saxofonist Thomas Agergaard bliver lydtapet til denne aften på Strandingsmuseet, hvor kunst og kulturhistorie smelter sammen musik, der berører både jazz og elektronisk musik.
Håbet er, at den særlige kombination af Cecilia Vanmans inspirerende fortællinger og den fortryllende musik fra Randi Pontoppidan, Greg Cohen og Thomas Agergaard vil gøre indtryk på alle tilskuere.
Randi Pontoppidan: Vokalens ekvilibrist
Den talentfulde vokalist Randi Pontoppidan er kendt for sin eksperimenterende tilgang til vokalmusik og sin evne til at udforske stemmens yderste grænser. Hendes unikke stil og improvisationer skaber en intens og medrivende oplevelse, som fanger publikums opmærksomhed fra første tone.
Randi Pontoppidans musik er præget af en dyb originalitet og en uforudsigelighed, der gør hver koncert til en unik rejse gennem lydens landskaber. Hun har blandt andet optrådt i Carnegie Hall og Royal Albert Hall, og kongeparret havde fornøjelsen af at opleve Randi Pontoppidan, da hun for nylig optrådte for dem i forbindelse med en officiel rejse til Polen.
Greg Cohen: En mesterlig bassist
Oplev også den legendariske bassist, Greg Cohen. Med en imponerende karriere, der inkluderer samarbejder med ikoner som Tom Waits, Bob Dylan, David Byrne og Woody Allen, bringer Greg sin unikke blanding af teknik og sjæl til scenen.
Hans spil på kontrabas er både dybt og ekspressivt, og han formår at skabe en nærværende og intim atmosfære med sit instrument.
Greg Cohens evne til at navigere mellem forskellige musikgenrer gør hver optræden til en ny og spændende oplevelse.
Thomas Agergaard: Udtryksfuld saxofonist
Trioen fuldendes af Thomas Agergaard, der er en af landets mest udtryksfulde saxofonister og komponister. Han har gennem tiden spillet med mange forskellige artister såsom Ray Charles, Lars Jansson og Marilyn Mazur.
Som musiker og kunstner finder han konstant inspiration i naturen og menneskets relation til den.
Som certificeret dykker har Thomas Agergaard selv udforsket både danske og internationale farvande, og hans uophørlige nysgerrighed har ført til mange samarbejder inden for videnskabens verden, hvor han med sin musik lægger nye lag på vores oplevelse af videnskab.
Billetter og information
Pris: 100 kr. (både voksne og børn). Begrænset antal billetter.
Gratis for medlemmer af museets støtteforening, når der er booket billet via hjemmesiden.
Billetter kan købes/bookes på Strandings Museets hjemmeside www.strandingsmuseet.dk.
Vær opmærksom på, at billet til ‘Eventyrlige aftener’ giver ikke adgang til udstillingerne. Museet lukker kl. 17.00, så hvis du vil opleve udstillingerne, kan du med fordel købe billet og gå på opdagelse før den eventyrlige aften.
Eventyrlige aftener – musik og fortryllende fortællinger
De eventyrlige aftener på Strandingsmuseum St. George i Thorsminde er en del af særudstillingen ‘Draget mod dybet‘, som løber hele 2024 og 2025. Eventyrlige aftener er støttet af Statens Kunstfond, Beckett Fonden, William Demant Fonden og Feriepartner Vedersø Klit.
For yderligere information, kontakt os venligst på telefon 9611 5020 eller e-mail info@strandingsmuseet.dk.
Cecilia Vanman