Jane Hove, som ses på billedet ovenover, fortalte onsdag den 10 november om eftermiddagen på Staby Sognegård om mulighederne for persontransport fra vores klyngeområde. Det var ikke meningen, at Jane selv skulle forklare, men hun var vaks og trådte til, da Midttrafiks udsendte måtte melde fra pga., at hun blev konstateret coronapositiv undervejs. Desværre var der ikke strøm på Franks PC, så redegørelsen blev gjort rent mundtligt.
Jane er bruger af alle tilbud fra Midttrafik. Hun kender derfor mulighederne og man er velkommen til at ringe til Jane og få et konkret spørgsmål besvaret. Janes telefonnr. er 20349916.
Flextrafik betjener rute 270, som er gratis buskørsel som rutebil. Den kører dagligt, især på skoledage. Flexbus følger rute 290. Den skal bestilles en time før man ønsker afgang. Endelig er der Flextur, som er en individuel kørsel fra din adresse til et knudepunkt i Holstebro. Den kan også bruges mellem adresser udenfor Holstebro byzone. Den skal selvfølgelig også bestilles i tide. Disse forskellige muligheder er beskrevet i afsnittet TRAFIK her på klyngens hjemmeside. Og der er henvisninger til yderligere detaljer. MIDTTRAFIK har telefonnr. 87408300 – 2 for tur og -3 for bus. De er venlige og hjælper gerne med både problemer og med bestilling. Dog kun i dagtimerne.
I øvrigt anbefales det at købe et PENSIONISTKORT. Det fås på Borgerservice.
På mødet nævntes kommende besvær med at komme til det nye sygehus i Gødstrup. Som det er nu, er det meget dyrt og det tager lang tid. Jane har lige fået oplyst, at man (kommunen) arbejder på at finde et rimeligt tilbud!
Mødet var et godt initiativ for at belyse et hverdagsproblem for mange herude. Det er ikke nemt at bo i yderkanterne, som i Gørding for eksempel som blev nævnt. Mobilitetsgruppen i klyngen arbejder videre og vil meddele sig senere, når der er nyt. Tak.