Dagsarkiv: 20. maj 2023

Søren Vester – Gæster Staby

Der har i de seneste uger været fuld gang i færdiggørelsen af Ungehuset i Staby.

Og på fredag d. 26. maj får de Unge en hånd til indretningen af den TV-kendte designer Søren Vester.

Søren Vester har været inde over projektet gennem lægnere tid med at give input og ideer til hvordan huset bedst indrettes.

På fredag kommer Søren igen, og der vil der være fokus på netop indretningen af huset. Det bliver en slags workshop, hvor der både tænkes tanker, designes, kreeres og indrettes.

Det bliver Søren Vester der i vid udstrækning kommer til at lede slagets gang, og så er det unge og voksne der kommer til at udføre arbejdet.

Alle er velkomne til at komme og deltage, men tag en skjorte på hvor ærmerne kan smøges godt op….

Og lad os slutteligt understrege nok engang…. Selvom der har været rigtigt meget fokus på at få etableret et knallertværksted så er Ungehuset et sted for alle unge i postnr. 6990, både drenge og piger, både dem der er til knallerter og til alt muligt andet. Ungehuset er alle unges hus.

 

Udflugt i solskin

Kr. Himmelfarts dag havde Husby Sogneforening traditionen tro arrangeret cykeltur til Badesøen i Husby.

For de morgenfriske startede dagen med gudstjeneste i Husby Kirke kl. 9:00 og derefter kaffe og rundstykker i præstens garage.

Så blev jernhestenes kræfter sluppet løs med en god tur rundt i Husby Klitplantage med indlagt pause til en forfriskning.

Turen endte ved Badesøen på Græmvej, hvor de medbragte madpakker, øl, vand og selvfølgelig snaps og kaffe blev nydt.

Da sigtevandet var indtaget var det tid til inden-sogns-mesterskaberne i hestesko-kast, der blev suverænt vundet byens nye tallent på området, Thomas Pedersen.

Dermed er der lagt op til en gyser ved næste års mesterskab hvor Thomas forventes at skulle møde sidste års vinder, der måtte melde afbud til denne års turnering.

Vejret var godt hele dagen, endda så godt at flere af deltagerne under tid måtte trække i skyggen.

Alt i alt nok engang en fornøjelig Kr. Himmelfarts dag.