Vesterhavsklyngen

Thorsminde – Sdr. Nissum – Husby – Staby – Madum

23-årige Nikoline arbejder og surfer sig gennem sommerferien

For første gang er konceptet Surf & Work i år rykket til Thorsminde, hvor 12 unge bruger en del af sommeren på at kombinere fritidsjob med surfing. I tre uger skal Nikoline Faaborg arbejde ved Strandingsmuseum St. George, mens resten af tiden bruges på at blive bedre til at surfe.

 I lørdags den 15. juli 2023, flyttede 23-årige Nikoline Faaborg midlertidigt til Thorsminde. Sammen med 11 andre unge er hun rykket ind på en lejrskole, der i flere uger kommer til at være deres hjem. Gruppen af unge har meldt sig til Surf & Work, der er et koncept, som turistorganisationen Destination Nordvestkysten står bag.

– Det er mega fedt, at jeg både kan tjene penge og surfe. Jeg tror også, det bliver en god måde at lære nye mennesker at kende på, siger Nikoline Faaborg.

Til daglig studerer Nikoline Faaborg multimediedesign på Erhvervsakademiet i Aarhus. Hun begyndte at surfe sidste år, og i juni var hun på en surfcamp i Portugal. Da hun tilfældigvis hørte om Surf & Work i radioen, sprang hun til. Hun har aldrig før været i Thorsminde og kender hverken byen eller området, men det er kun et plus for den 23-årige studerende og surfer.

Jeg synes, det er sjovt og spændende at komme på ferie nye steder. Og så glæder jeg mig til at hænge ud med de andre om aftenen, siger Nikoline Faaborg, der over små tre uger skal arbejde cirka 25 timer om ugen.

Ved Strandingsmuseum St. George er samarbejdet med Surf & Work et plus, da det er med til at sikre medarbejdere i højsæsonen, hvor det kan være svært at skaffe hænder nok. Museet får to nye, midlertidige medarbejdere gennem Surf & Work, og håbet er, at de unges oplevelser kan sprede sig som ringe i vandet og give flere lyst til at rykke til vestkysten for at få feriejob.

Det er første sæson, hvor Thorsminde er med i konceptet, Surf & Work. Udviklingskonsulent Betina Cens-Slot var i Thorsminde i opstartsweekenden den 15. juli, hvor blandt andre Nikoline Faaborg tog hul på sit ophold. Her blev alle indlogeret på lejrskolen, fik praktiske oplysninger om opholdet og en rundvisning i byen.

Deltagerne får timeløn for deres arbejde. Derudover er der en egenbetaling, som blandt andet sikrer overnatning samt instruktion i surf ved Vesterhavet.

Del på Facebook