Torsdag aften var ca. 50 personer samlet i Strandingsmuseet for at høre om strandinger ved Thorsminde og om livet i Thorsminde gennem tiderne. Kurt Madsen bød på Støtteforeningens vegne velkommen og fortalte med lune om de mange strandinger op ad Thorsminde.
Gennem tiden har Ole Henriksen samlet et utal af billeder om Thorsminde og livet der. Det var de billeder Kurt fortalte ud fra og som han havde fundet frem sammen med Ole, der lidt i baggrunden styrede fremvisningen og supplerede med fortællinger.
Tidligere med gammel havn og skibe uden hjælpegrej, var det virkelig hårdt og farefyldt arbejde at være fisker. Når der ikke var dybgang nok ved indsejlingen kunne en båd nemt blive slået ud af kurs og løbe op på stranden. De fleste heldigvis “gode” strandinger, selv om en reparation af en båd kunne løbe op i 100 tkr.. Så havde den også hverken bund eller motor. Mange af de lokale både havde en afrundet bund, så de ikke væltede ved en stranding.
I pausen var der livlig snak, idet mange af de fremmødte selv havde været ombord på nogle af de nævnte kuttere. Der var historier om navigation med blot en lommelygte og et sølle kompas, en envejsradio, der somme tider kunne række, opbringning af russere ved fiskeri i Østersøen og mange flere.
Efter pausen var det så mere udviklingen af selve Thorsminde fra et simpelt fiskerleje i Gammel Havn med vand over til Øen og den gamle sluse med mulighed for at sejle igennem når masten var lagt ned. Og fjordfiskeri blandet med kystfiskeri. Det gik fremad med hydraulisk hjælpegrej og nylongarner, der ikke skulle tørres. I 66 besluttedes at bygge Ny Havn. Den stod nogenlunde færdig i 67 og der var rigtig stor vækst i fiskeriet og i Thorsminde med vel en halv sens fiskeopkøbere til store auktioner.
Nu er der stadig pænt fiskeri med god indtjening og udvikling mod at fungere som servicehavn for de mange vindmøllefarme. Det er vanskeligt at få tilgang til fiskerierhvervet.
En både interessant, oplysende og hyggelig aften i godt selskab. Tak til Støtteforeningen og især Kurt Madsen.